Min hund er punkteret.

– Min hund er punkteret …

Tusmørket sniger sig langs husene. Sollys skaller af vinduerne. Luften samler sig til en dis. Mænd  pedalerer tungt hjemad fra kontorerne. Deres lange, lyse sommerfrakker truer med at lade sig fange af hjulegerne: der er ikke modvind nok til at holde dem fri. På femtesalen bliver et gardin trukket ned. Mørklægningstiden begynder snart; så hellere få det ned i god tid.

Der høres en bil. Hvinende hjul omkring et hjørne. Geværskud følger som rytmer i et digt. Højt oppe, bag et gardin, smages næsten blod.

Gaden er nu tom; virker mørk, kold og stille. Alle gardiner må være rullet ned. Jeg, på femte, ser gennem en sprække og skriver: I en port står en silhuet i grå damefrakke. Hun har hat på, tror jeg. Hendes hånd holder i, måske en snor. På fortovet kunne tænkes at flyde noget rødt. Jeg kan næsten høre hende hviske:

– Min hund er punkteret.

Træet voksede ind i himlen.

“Jeg vil gerne se på et pingvintræ.”

“Et pingv…, det har vi vist …, jeg har aldrig hørt om … ”

“Hvad så med det, der står derovre?”

“Det der?”

“Der faldt lige en pingvin ned. Se selv, der var en til.”

“Det gjorde der ikke.”

“Hvad var det så måske?”

“Hvad var hvad? Der faldt overhovedet ikke noget.”

“Det tror jeg nu lige, der gjorde.”

“Men hvor er de så nu? Der ligger jo ikke noget.”

“De løb væk.”

“Eller fløj måske? Måske var det dem, der lige fløj forbi, ikke også; er det ikke sådan, De mener? Fløj?”

“Nu må De ikke være mærkelig: pingviner kan ikke flyve.”

“Og de gror heller ikke på træer.”

“Det tror jeg nok lige, de gør.”

“Så siger vi det.”

“Hvor meget koster det?”

“Koster hvad – nåh ja, pingvintræet selvfølgelig. De får det gratis.”

“Er det inklusive rabat?”

“Ja! Ja, ja – lad os sige det. Ti procent.”

“Det er sandelig en god handel. Nu kan jeg endelig gå i gang med at brygge min egen pingvinmost. Det har jeg længe … hov, vent et øjeblik … jeg har glemt min pung. Tager De check?”

“Check? Er De vanvittig?”

“Ja.”

“OK! Så forstår jeg bedre.”

“Ved De, hvordan denne scetch skal ende?”

“Nej.”

“Heller ikke jeg.”

“OK!”

 

Valdemar

”S-O-L: Fodbold!”

Man må ikke grine ad de andre, selvom de ikke kan stave til sol selvfølgelig, og bare kigger på billedet, som ikke engang lignede en bold, bare fordi man selv kan læse, og stave til sporvognsskinneskidtskraberkarl for femogtyve øre, som læreren bliver nødt til at give, selvom han ikke troede, nogen kunne stave det, og derfor ikke havde en med. Den får jeg nok i dag.

Der er ikke noget sjovt ved Sundholmen. Især ikke ved den kanal, der ligger rundt om den, og hegnet med pigtråd, for man må ikke kravle derind, og det må man heller ikke ovre ved Augustinus, hvor der er kastanjer, som man kan plukke, hvis man tør.

Det er den vej, jeg går i skole. Ikke Augustinus, men kanalen og pigtråden. Der er ikke pigtråd på skolen, men det er også det eneste, der ikke er. Lærerne er gode til at slå med deres store hænder, og løfte op i nakken eller sætte til muren. Vi er 33 drenge i klassen. De andre råber altid, indtil læreren begynder at slå.

Valdemar går i 2. b, jeg går i a. Hans lærer hedder Spidsmus, for det ligner han. Valdemar smed ham engang uden for døren. Det er rigtigt! Det gjorde han. Det siger de alle sammen. Vi er bange for Valdemar.

Henne ved skolen ligger Coba, hvor man kan købe slik, hvis man har penge med, og det har jeg ikke. Jeg står ved hegnet midt på Sundholmsvej. Der er god tid. Jeg kan godt lide, at kigge derind, selvom det også er lidt farligt.

”Du tør s’gu ikke,” Valdemar står pludselig ved siden af mig. ”Du tør ikke kravle derover.”

Jeg har engang kravlet op og plukket en kastanje på Augustinus, som jeg lige kunne nå, men der er heller ikke pigtråd.

”Du skal bare lægge din trøje hen over pigtråden, så river du dig ikke. Kom bare. Der sker ikke noget. Se selv.”

Valdemar smider sin trøje op på hegnet og kommer let over og står på skråningen ned mod kanalen. Jeg smider også min trøje, og lidt efter står jeg ved siden af ham. Der gror en masse planter og blomster, som jeg ikke kender, og der er også frøer, der springer og græshopper.

”Se,” siger Valdemar og smiler.

I dag er der ikke nogen, der kravler op i den høje skorsten inde på Sundholmen, og springer ned og dør, for det var der engang. Måske kommer vi for sent, men det er lige meget.

Jeg tror ikke, jeg vil sige noget om den femogtyveøre, for det har han nok glemt. Og nu er det også lige meget.

Jeg er ikke bange for Valdemar mere.

 

 

 

Kun trollen

”Ikke nemt at være mig!”
To k’er, først e så æ: tjek!
”Mit liv er et hovedbrud!”
Hov, rød streg, nej, jeg ændrer det selv: hoved brud. Så kan jeg lære det!
”Punktum, punktum koma streg, sådan …”
Nej, koma? Rød streg, eller nej igen, det kan jeg ikke, for ordet findes, men det var da ikke det, der skulle stå? Øv! Det kan jeg ikke gøre noget ved. Øv!
”Jesper del a Porte Ovesen?”
Skulle der have stået aparte? Hov? Hvorfor satte jeg nu røde streger under Ovesen? Ovesen med stort: det må da være et navn. Måske troede jeg, der skulle have stået Olesen, det navn kender jeg. Det var ham, der kørte speed way. Eller var det Olsen? Var han med i banden? Eller hedder det bandet? Nå, men nu har jeg sat dem, stregerne.
”Opgave 4?”
Nej, nej! Det hedder op gave. Det er jeg helt sikker på. Man står op fredag morgen, og så får man en gave af ham der, der vist ikke kører speed way. Måske har han slet ikke en motor cykel; eller hedder det sikkel? Nej, der gav jeg mig selv en rød streg. Eller hedder det rødstreg? Selvfølgelig gør det ikke det! Så hvad brokker de sig over. Se selv, hvad der sker, når man ikke deler!
”Skriv med maske?”
Som om jeg nogensinde har tabt en; en maske altså. Min maske er den perfekt burka; eller hedder det bur ka`? Og så er jeg slet ikke mus lim! Men de kan ikke se mig, jeg er skjult, til dækket! Men hvad sker der nu, når de kommer med det der for bud? Det gælder mus lim er og kuk kuks klan. Gæld er det og så stave kun troller?
”Hjælp!”
Jeg går i dæk ning!

Se den lille stær – hvad har den dog fordøjet?

SCENEN:

Sparsomt møbleret værelse oplyst af en standerlampe i en krog; det er sen aften. På væggene skimtes i skyggerne et par støvede landskabsmalerier. Sofa, bord, to lænestole; i en anden krog et bur med en beostær. I lænestolene sidder de to personer og kigger ud ad et røvballegardinbehængt vindue

PERSONER:

A: Distingveret herre sidst i tresserne. Mørkt hår, vokssnoet overskæg, høj flip, vest med urkæde, paradoksaltblå drømmeflaksende øjne.

B: Hankøn, hvis man ellers kan tale om køn længere. Nærmer sig langsomt men sikkert de firs. Hår, hud og øjne samme ubestemmelige kulør, hængende fugtsamlende mundvige, store ører der ligesom sidder for lavt; tungen stikker fra tid til anden frem som vil den kontrollere, at læberne er på plads og i orden.

(De sidder længe og stirrer ud ad vinduet uden at tale eller fortrække en mine)

B: (Med bredt drævende røst, lidt sjællandsk accent?) Hva’ ser vi på?

A: (Luftigt klingende tenorleje; efter en passende eftertænksomhedspause) Tror du, at der er noget, derude – jeg mener noget, altså, noget andet end …?

B: Næææh!

(De sidder længe igen. På et tidspunkt tager B, uden på nogen måde at forhaste sig, sin pibe frem)

A: Har du været barn- æh jo – jeg mener, det har du selvfølgelig – men kan du huske – kan du huske hvordan vi sad – æh, jeg gjorde i hvert fald – hvordan vi sad og kiggede på – ja det kunne være månen, simpelt hen – månen: den store, gule skive derude – og så tænkte vi …

B: (I færd med at rense piben; kommer sikkert i tanker om, at halsen også trænger) ÆÆÆHæææPffføøøjjjj! Tænkte? Hva’ tænkte vi?

A: Så tænkte vi, at det kunne være os – det kunne være os, der boede derude. Tænk om vi … tænkte du ikke sådan … tænkte du …?

B: ( Er ved at samle piben igen) Nhaaaj. Jeg tror ikke. (Ser næsten ud som om han tænkte) –  Nhhaaajjj!

(B stopper sin pibe. A er stadig fortabt i rummet, det fjerne)

A: Måske bor der virkelig andre børn derude … ja, hvem ved … måske – måske er der en hel flok – måske kan man høre dem, hvis man lukker øjnene (han lukker øjnene forsigtigt)– hør! Er det dem, der synger …?

B. (Kigger forundret på sin stuekammerat) Jeg kan s’gu ikke høre noget. Ikke en lyd. (Ligner et øjeblik næsten en lyttende) – Det skulle da lige være fuglen, der prutter igen.

A: Jamen hør dog, hør! Det kommer som … (Bliver pludselig nærværende) – Hvad siger du? (Stemmen er nu mere distinkt, lidt skarp) Fuglen? Fugle kan altså ikke prutte. Det har jeg fortalt dig jeg ved ikke hvor mange gange.

(En pibe bliver stoppet færdig og omhyggeligt tændt. Der barkes en stund.)

B: (Med overraskende bestemthed) Fugle prutter de prutter fugle skal! –  Og så snakker vi ikke mere om den sag!

(De sidder igen og stirrer, uvist hvorhen. Beostæren ryster et par gange på hovedet, åbner næbbet let som for at gøre sig klar. Der breder sig en tyk røg fra den nu grundigt gennembarkede pibe.)

Beostæren: Pfffrruuutttt!

Mrkrgnao – nao – nao

 

Hvem, siger du? Ishiguro? Er han japaner?”

 

Han har vel en lille øfødt japaner inden i sig – mere britisk end the british my dear. Fra en ø til en anden,” han satte Stravinskij på grammofonen. Altid Stravinskij, ”hvad var det, du lavede ude i haven i nat? Var det katten igen?”

 

Britisk? Er han …?”

 

Født i Japan, men kom herover som femårig; hvis han ikke allerede havde the stiff upper lip, så fik han snart en monteret – var katten rendt derud igen?”

 

Hvorfor spiller du altid ham, Stravinskij, er det …?

 

Hjemve? Ja, måske – du kravlede vel ikke ud efter den?”

 

Den løb selv ind – løb, eller sprang – den er ikke helt normal den kat. Måske skulle vi …?”

 

Jeg troede, du holdt af den. Holder du ikke meget af den, Virginia?”

 

Jo, men …?”

 

Hvor langt er du kommet med din roman?”

 

“Hvor langt, hvor langt, jeg ved det ikke, Vladimir. Hvad med din egen? Er du stadig i gang med de mindreårige?”

 

Suk!”

 

Suk!”

 

Er det ikke ligesom vi venter på en følelse, der ikke vil indfinde sig? Kan du også mærke det?”

 

Sådan er det, at være kunstner.”

 

Og så i eksil.”

 

Tal for dig selv.”

 

Det er også det, jeg gør. Uafladeligt.”

 

Ja, det gør vi vel.”

 

Suk!”

 

Suk!”

 

Så, nu går den igen i hak.”

 

Strvnsk-Strvnsk-Strvnsk-Strvnsk ——-

 

Mrkrgnao!”

 

Kattens Øjne

 

Mine øjne mødte kattens i et glimt. Mørket var som varmt beg, klæbede til alt, mine tanker, mit åndedræt, alt. Alligevel var det koldt, enhver fornemmelse frøs fast i grøngult månelys, der heller ikke kunne komme frem, og derfor blev hængende ude over vandet, som var det nordlys. Det kunne have været en film, et mareridt, men alt i mig sagde, at det var virkeligt, at det var her, lige nu.
Træet, der skulle have været fældet for længst, ludede ud over skrænten. Jeg slog blikket ned. Intet, slet ikke katten, skulle få mig til at kravle derud.
Inde fra huset lød grammofonens skratten, Sacre du Printemps, Stravinskij, samme fragment igen og igen gået i hak, gennem den åbne dør. Der sad han vel endnu, stor, tung, ubevægelig, faldet i en evig søvn, eller så evig, som noget bliver i dette stillestående fnug i universet: Sacre!
En svag lyd fra et blad derude fik mig til at løfte blikket; der var de igen: øjnene. Skulle jeg vække ham? Kunne jeg overhovedet vække ham? Ville han komme med sin stige og sine naturstridige, tunge bevægelser? Kunne træet overhovedet bære ham: Sacre?
Om lidt vil jeg kravle derud. Om lidt vil jeg gøre det. Ikke endnu. Øjnene! Lyset! Lyden! En svag bevægelse i et blad! Jeg gør det! Jeg gr …. Scr …

Så flyver vi til Støjbjerg

– Det var en pressemeddelelse. Hvor mange gange skal jeg sige det?

Ministerens stol var varm nu.

– Men hvorfor har du så kaldt det en instruks hele 18 gange?

De venstreorienterede sad helt ude på kanten af deres stolesæder. Ved siden af ministeren fyldtes et stort, rundt hoved af et selvsikkert ordstyrersmil idet han gav ordet til den næste fra klagekoret.

– Ja, ikke alene en instruks, men en striks instruks; en alt for striks instruks; en instriks, burde det måske hedde.

Det smilende rundhoved brød sig usmilende absolut ikke om den slags ordspil; men hvad kunne han gøre? Venstredamen, ikke fra Venstre, forsatte uanfægtet:

– Det har I strikset godt sammen; men hov! Ryger det ikke fra ministerens sæde? Sidder hun på en pistol?

Der kom ganske rigtigt en rødlig røg, der sneg sig op langs ryglænet på ministerstolen. Rødhåret slog hun det hen; men straks lød det fra de røde:

– Der går sjældent røg uden brand.

Rundhovedet smilte absolut ikke mere. Han så sig slået på klichéer. Det huede ham ikke. Det var han ikke vant til. Det kunne han ikke lide, tænkte han med Jørgen Lethstemme, selvom han heller ikke kunne lide Jørgen Leth.

Men brand var der. Brand i stolen. Brand i ministeren. Brand i det nu grimmaserende rundhoved. Til sidst brændte det hele, både til højre og venstre, med et højtknitrende rødmende blålys. Kun en forvildet barnebrud svævede med mindreårig ynde ud ad et åbenstrående vindue og faldt i kanalen, hvor hun heldigvis druknede. Det manglede bare!

På et hundehår

”Jeg kan altså ikke finde ud af det. Kan du ikke hjælpe mig?”

”Hvad skriver du om?”

”Min mor.”

”Din mor! Hvad i alverden vil du skrive om hende?”

”Åh, så slem er hun vel heller ikke. Kan du ikke bare hjælpe mig?”

”Okay! Hvad skal det være – en novelle?”

”Nej, så meget kan jeg ikke finde på. Et digt havde jeg tænkt.”

”Hvad har du? Lad mig høre.”

”Kan du ikke lige slukke for fjernsynet og komme herind. Er der fodbold eller hvad?”

”Okay! Så slukker jeg. Det var alligevel ikke noget …”

”Tak! Det manglede s’gu bare. Prøv at se her. Tror du det kan blive til noget?”

”Det der?”

”Ja.”

”Okay! Altså: ”Min mor har en halv uddannelse som hundefrisør …””

”Ja. Hvad siger du …?”

”Jamen har hun det? Det har jeg da aldrig hørt noget om.”

”Nej, men for helvede: det er et digt. Kan du ikke forstå det? Det er poesi … eller, det skulle det være i hvert fald.”

”Nå ja, godt ord igen. Poesi – hvordan – eh … har du tænkt sådan noget som en rap eller hvad?”

”Na-eh! Måske ikke ligefrem en rap. Mere ligesom ham der, hvad hed han, onkel Danny.”

”Nå ham? Ham din mor var så vild med?”

”Var hun det?”

”Ja for helvede. Hun snakkede da altid om ham. Ham med speedbåden.”

”Det var onkel Daniel. Onkel Danny var ham der Turell. Ham med neglene. Han var slet ikke vore onkel; han hed det bare. Ham der døde.”

”Ham der døde? Er det noget med Døde Poeters Klub?”

”Nej, din ånd. Det var en film. Med ham der, hvad hed han nu, ham der også døde for ikke så længe siden, eh – noget med William – sss – kan s’gu ikke huske.”

”Men så vil du måske hellere skrive en film?”

”Nej! Et digt siger jeg jo. Hvad siger du,. Hvad rimer på ”hundefrisør?”

”Kugleskør!”

”Jeg tænkte det nok. Du har aldrig kunnet lide hende. Jeg vidste det. Altid skal du gøre grin og rakke ned. Kugleskør? Det kan du selv være.”

”Jamen, det er jo bare poesi. Det sagde du selv. Det behøver ikke passe. Så vidt jeg ved har hun ikke en gang haft en hund.”

”Nej! For det måtte vi ikke have i den skide lejlighed. Men derfor kan man jo godt have en halv uddannelse.”

”Det tror jeg på, hun havde. Den nederste halvdel.”

”Se selv. Du kan ikke lide hende.”

”Hvad med den her: ”Min mor har en halv uddannelse som hundefrisør/i hjemmet er der altid munde der spø’r”? Kan du bruge det? Det rimer i hvert fald.”

”Nå-ja. Den er s’gu ikke så dårlig. Eh – ”og ham, der hedder far har s’gu noget der klør/og så får vi en med hans svanserør …”

”Græder du?”

” – ”

”Ved du hvad. Jeg tror s’gu poesi er for stærkt for dig. Skulle vi ikke heller gå ind og se fjernsyn? Der er noget med nogen der spiser for meget og bliver tykke. Er det ikke lige noget for dig. Så kan du altid skrive til skriveskolen en anden gang.”

”Okay. Har vi popkorn?”