Så flyver vi til Støjbjerg

– Det var en pressemeddelelse. Hvor mange gange skal jeg sige det?

Ministerens stol var varm nu.

– Men hvorfor har du så kaldt det en instruks hele 18 gange?

De venstreorienterede sad helt ude på kanten af deres stolesæder. Ved siden af ministeren fyldtes et stort, rundt hoved af et selvsikkert ordstyrersmil idet han gav ordet til den næste fra klagekoret.

– Ja, ikke alene en instruks, men en striks instruks; en alt for striks instruks; en instriks, burde det måske hedde.

Det smilende rundhoved brød sig usmilende absolut ikke om den slags ordspil; men hvad kunne han gøre? Venstredamen, ikke fra Venstre, forsatte uanfægtet:

– Det har I strikset godt sammen; men hov! Ryger det ikke fra ministerens sæde? Sidder hun på en pistol?

Der kom ganske rigtigt en rødlig røg, der sneg sig op langs ryglænet på ministerstolen. Rødhåret slog hun det hen; men straks lød det fra de røde:

– Der går sjældent røg uden brand.

Rundhovedet smilte absolut ikke mere. Han så sig slået på klichéer. Det huede ham ikke. Det var han ikke vant til. Det kunne han ikke lide, tænkte han med Jørgen Lethstemme, selvom han heller ikke kunne lide Jørgen Leth.

Men brand var der. Brand i stolen. Brand i ministeren. Brand i det nu grimmaserende rundhoved. Til sidst brændte det hele, både til højre og venstre, med et højtknitrende rødmende blålys. Kun en forvildet barnebrud svævede med mindreårig ynde ud ad et åbenstrående vindue og faldt i kanalen, hvor hun heldigvis druknede. Det manglede bare!

Reklamer

På et hundehår

”Jeg kan altså ikke finde ud af det. Kan du ikke hjælpe mig?”

”Hvad skriver du om?”

”Min mor.”

”Din mor! Hvad i alverden vil du skrive om hende?”

”Åh, så slem er hun vel heller ikke. Kan du ikke bare hjælpe mig?”

”Okay! Hvad skal det være – en novelle?”

”Nej, så meget kan jeg ikke finde på. Et digt havde jeg tænkt.”

”Hvad har du? Lad mig høre.”

”Kan du ikke lige slukke for fjernsynet og komme herind. Er der fodbold eller hvad?”

”Okay! Så slukker jeg. Det var alligevel ikke noget …”

”Tak! Det manglede s’gu bare. Prøv at se her. Tror du det kan blive til noget?”

”Det der?”

”Ja.”

”Okay! Altså: ”Min mor har en halv uddannelse som hundefrisør …””

”Ja. Hvad siger du …?”

”Jamen har hun det? Det har jeg da aldrig hørt noget om.”

”Nej, men for helvede: det er et digt. Kan du ikke forstå det? Det er poesi … eller, det skulle det være i hvert fald.”

”Nå ja, godt ord igen. Poesi – hvordan – eh … har du tænkt sådan noget som en rap eller hvad?”

”Na-eh! Måske ikke ligefrem en rap. Mere ligesom ham der, hvad hed han, onkel Danny.”

”Nå ham? Ham din mor var så vild med?”

”Var hun det?”

”Ja for helvede. Hun snakkede da altid om ham. Ham med speedbåden.”

”Det var onkel Daniel. Onkel Danny var ham der Turell. Ham med neglene. Han var slet ikke vore onkel; han hed det bare. Ham der døde.”

”Ham der døde? Er det noget med Døde Poeters Klub?”

”Nej, din ånd. Det var en film. Med ham der, hvad hed han nu, ham der også døde for ikke så længe siden, eh – noget med William – sss – kan s’gu ikke huske.”

”Men så vil du måske hellere skrive en film?”

”Nej! Et digt siger jeg jo. Hvad siger du,. Hvad rimer på ”hundefrisør?”

”Kugleskør!”

”Jeg tænkte det nok. Du har aldrig kunnet lide hende. Jeg vidste det. Altid skal du gøre grin og rakke ned. Kugleskør? Det kan du selv være.”

”Jamen, det er jo bare poesi. Det sagde du selv. Det behøver ikke passe. Så vidt jeg ved har hun ikke en gang haft en hund.”

”Nej! For det måtte vi ikke have i den skide lejlighed. Men derfor kan man jo godt have en halv uddannelse.”

”Det tror jeg på, hun havde. Den nederste halvdel.”

”Se selv. Du kan ikke lide hende.”

”Hvad med den her: ”Min mor har en halv uddannelse som hundefrisør/i hjemmet er der altid munde der spø’r”? Kan du bruge det? Det rimer i hvert fald.”

”Nå-ja. Den er s’gu ikke så dårlig. Eh – ”og ham, der hedder far har s’gu noget der klør/og så får vi en med hans svanserør …”

”Græder du?”

” – ”

”Ved du hvad. Jeg tror s’gu poesi er for stærkt for dig. Skulle vi ikke heller gå ind og se fjernsyn? Der er noget med nogen der spiser for meget og bliver tykke. Er det ikke lige noget for dig. Så kan du altid skrive til skriveskolen en anden gang.”

”Okay. Har vi popkorn?”

Sangen om Larsen 5

Det havde trukket ud med det sidste dræn; uventede komplikationer havde de kaldt det ( jeg skal gi’ dem uventede komplikationer!), men nu sad han der. Det havde ikke engang været svært at snige sig ind ( de skulle passe bedre på deres patienter, skulle de!). Faderens ansigt var blegt, ophovnet, ned i halsen krummede sig som et sværd det gummirør, som maskinelt pffssst gong forsynede ham med luft: det ville være let. Alt for let at … men han kunne ikke. Han sad længe og betragtede det blege fjæs; et grønligt skær fra apparaterne over hovedgærdet pixellerede hen over det i takt med respiratorens insisterende rytmer.

Far,” han lænede sig ind over ham, helt ned til øret, ”jeg ved, du kan høre mig, gamle søulk. Jeg blev ligesom dig. Jeg ville ikke, men jeg blev ligesom dig.”

En vandhane dryppede et sted: rungen af dråber mod metal. Han satte sig igen. Nu kom det, det hele. Han talte og blev ved at tale. Om moderen, ”min Sarah”, som han, faderen, havde sejlet hjem fra det sorte Haiti, som han, faderen, havde plaget, hånet, tævet og til sidst taget livet af. Om den forbandede grammofonplade, han, faderen, havde spillet igen og igen uden at fortrække en mine: ”sorte … fra Sahara,” om sin egen rejse til Haiti, til ”min Sarah”, ja ”min Sarah siger jeg, fatter du det?” Om det spottende blik, det mørke blik, Sarahs blik, og det uundgåelige, der bare kom over ham, som han ikke kunne styre, hans hænder, som … Om fængsel, fortvivlelse, om at være blevet alt det, man allerhelst ikke ville, om alt …

Hvad laver du her, Andersen? Du er da … sig mig er du konfus? Du må aldeles ikke …”

Sarah, blå øjne, hvad laver hun her? Blå øjne, der hastigt slukkes.

Mulatten har gjort sin pligt. Mulatten kan gå.

Han var på vej til havnen. Faderen ville ikke snakke, hvis han nogensinde fik organet igen; han skulle nok holde kæft, det gør vi sømænd. I morgen ville aviserne være fulde af ”Sarahmorderen stadig på fri fod” . ”Endnu et offer”. ”Sygeplejerske kvalt på hospital”. Sarahmorderen! Man bli’r, hvad man er. Han fløjtede: ”… fra Sahara”

Snart ville han være tilbage. Der er altid plads i lasten, man skal bare finde det rigtige skib. Tilbage i Haiti. Wellcomme mr. Andersen. This your first trip to …. Jeg skal gi’ jer trip to!

Det var nat. Stille, sort nat. Det gjorde ondt i siden, men det blev snart bedre. Han havde ikke haft det så godt, så længe, han kunne huske. Et sted kunne man bag en klaprende dør svagt høre nogen nynne: ”… det’r ham man møder på gaden hver dag. Larsen nynnede med. De gamle sange. Dem kan ingen tage fra os. Ingen.

 

                                                Sangen om Larsen hele teksten:

 

Larsen kom tre stykker sukker i kaffen og rørte rundt. Han så sig om efter en jukeboks. Lyset faldt fladt gennem den halvt åbne dør; et par unge mennesker var netop gået ud, havde ikke lukket døren efter sig. Nu stod den lidt og blafrede, knirkede, begyndte at lukke sig, klikkede halvt i og begyndte at klapre rytmisk i og op, som om den ikke kunne beslutte sig. Der var ingen jukeboks. Lidt stille musik lød i cafeens små højttalere, som han ikke kunne se, men de måtte jo være der. Han havde altid elsket at gå op til jukeboksen, smide lidt penge i og omhyggeligt vælge et Elvis-nummer, helst det nyeste. Det her var noget andet; noget helt andet. Han slubrede til kaffen. En yngre dame vendte sig mod ham, vendte sig igen og så bort. Han slap koppen, løftede hånden og så på de blodige knoer.

Han havde lyst til en dram. Det var tidligt på dagen, men hvad fa’en? Nå, Okay, så det var altså en kaffebar, og de serverede ikke … nej, gudbevares, godt-ord-igen! Grinede hun, damen? Så lad hende. Grin du bare min tøs!

Han slubrede igen lidt til kaffen; den skulle vare længe. Spurgte om de havde noget andet musik. Det havde de ikke. Var det noget jazz eller hvad? I hvert fald en dame, sort måske, der sang. Sort. Kaffesort, tænkte han, og klukkede lidt indvendigt, men det gjorde ondt. Ondt i ribbenene. Måske var de brækket. Sorte Sarah fra Sahara, tænkte han, og så gjorde det ondt igen.

Måske skulle han ringe? En ambulance, måske? Hvad nu hvis …?

Æh, er der en telefon, man kan låne?”

Der blev rystet på hovedet.

Har du ikke en mobil?” spurgte manden bag disken. Diskmanden, hæ, hæ, … av for fanden.

Der var heller ingen telefonbokse. Længe siden, de var fjernet. Nå, hvor har du været – længe væk, nå, nå, ja alting forandret og en masse andre spørgsmål. Haiti? Ser man det?

Damen ville låne ham sin telefon, mobiltelefon, men hvad skulle det nytte. Sender s’gu en brevdue. Eller en nødraket.

Du skulle nu gøre noget ved den hånd,” sagde damen. ”Skal jeg ringe for dig? Ringe til nogen?”

Æh, det var en ambulance, æh, det var det …”

Ja, du ser herrens ud,” sagde damen, ”skal du til skadestuen?”

Herrens ud, hæ, hæ, … av for hel … så sku’ du s’gu bare se den gamle .. he, he … for satan!”

Skadestuen. Nej for satan. Tænk hvis han var …?

Hun ringede op og holdt telefonen hen til ham. Han fik fremstammet noget om et overfald, gammel mand, æh ja, min far, æh, ligger der i sit eget … Hvad han hedder, ja, og adressen, ja. Kommer i så? Godt.

Damen satte sig foran ham. Hun var nok ikke så ung alligevel.

Hvad søren er det med dig,” spurgte hun ind i hans øjne. Han ville slå dem ned, men kunne ikke.

 

Det vrimler med politi derude. Hvad sker der?” Den unge mand trak døren til og gik op mod disken.

Du skal vist ikke sidde her længere,” hviskede damen og vendte øjnene mod døren, ”har du et sted at være?”

Han skævede op fra kaffekoppen og rystede på hovedet.

Kan du nøjes med en hjørnesofa?”

Selvfølgelig kunne han det. Selvfølgelig skulle han ikke sidde der mere. De skred ned ad en sidegade; hørte en ambulances udrykningshorn; den standsede lidt væk, hvor politibilerne allerede holdt og et par betjente afspærrede vejen. Hun boede på 2. sal. Der var stille her. Den kom vist for sent, den ambulance.

Hvad hedder du?” spurgte han, da de havde sat sig og trukket for. Hendes stue var mørk og varm. Der var et bord, et par stole og en noget ramponeret hjørnesofa, men det var fint. Helt OK!

Sarah,” svarede hun, ”vil du ha’ den dram nu? Og en øl måske?”

Øh, ja … Tak. Tak, ja!” Sarah, tænkte han. S..r…t… hee, det gjorde for ondt; han hostede og holdt sig i siden. Drammen kom, gled ned i et gøp. Kapslen bed han af og skyllede efter med lunken pilsner. Hun var s’gu ikke meget yngre end ham, når det kom til stykket. Han skævede til døråbningen med det røde forhæng: sovekammeret. Ja, selvfølgelig. Hvad ville hun med ham?

Penge har jeg ikke nogen af. Håber ikke, du …”

Du ligner s’gu ikke ligefrem en million, hvis det er det, du tror. Men en hjørnesofa er en hjørnesofa, og en røvtur en røvtur. Hvad fanden har du haft gang i?”

Gang i? Det skete s’gu bare. Jeg ville have snakket med ham, men han stod bare der i døren og gloede dumt. Så slog jeg. Ham. Døren. Væggen. Slog til han faldt. Slog … slog.” Han løftede de blodige hænder og så på stift på dem.

Jeg må s’gu være faldet ned ad trappen, da jeg løb væk; det gør i hvert fald ondt.” Han tog sig igen til siden som ville han samle ribbenene.

Det ser ikke for godt ud med alt det politi. Du er godt klar over, at han må være …?”

Ja. Ja det … det ser sådan ud. Hvad f … gør jeg? Det var jo ikke meningen. Selvom han … det skal guderne … eller fanden må det være …”

Det bankede på døren. Hun gik ud og åbnede på klem. Stod lidt og hviskede med en eller anden. Kom tilbage og så underlig ud i hovedet.

De siger …” hun stoppede og så lige på ham, ”de siger, det er en kvinde, der … af pigerne … en af de sorte. Hun er død.”

Han skævede til hende; til hjørnesofaen; så til hende igen. Hun stod med mobiltelefonen i hånden.

Jeg tror, du skal gå nu,” sagde hun og bakkede væk fra døren, som stadig stod på klem. Den lukkede med et klik.

———

 

Nå, er du vågen?”

Han kiggede lige op i en stor lampe i loftet. I næseborene var der noget, der kradsede. I baggrunden højrøstet snakken og skramlen af noget metallisk. Han så ned ad sin arm, så på en plastikslange, der løb ned mod et eller andet, der stak i hånden. I venstre side fornemmedes noget, der stak ud fra ribbenene.

Jeg hedder Sarah. Jeg er din sygeplejerske. Er du ved at komme til …?” Hun rettede på noget mens hun talte, skævede til væggen bag ham, ”Vi skal lige have målt dit blodtryk.”

Hvor er jeg?”

På opvågningen. Det var en længere operation. Det, du mærker i siden, er et dræn. Milten var sprængt og din lunge punkteret; der var en stor blodansamling, som de måtte tømme ud. Godt, du kom ind i tide … men nu ser det helt godt ud.”

Hendes blå øjne strejfede hans blik, trøstende, den travle hånd berørte hans: Sarah!

Hvornår … hvordan kom jeg ind, jeg … husker ikke … hvem …?”

Det ved jeg ikke så meget om. Lægerne kommer snart, men de har jo travlt. Der er også noget med nogle betjente, som vil tale med dig, men det må vente, indtil … Jo, dit blodtryk er helt i orden; som en ung mand.” Ung? Sarah!

Jeg kendte engang en, der hed …” det gjorde for ondt. Han lukkede øjnene, gled ind i mørket: Sarah! Så slog han øjnene op: betjente? Pludselig huskede han. Sygeplejersken var gået videre til den næste. Han forsøgte at komme ud af sengen, men det gik ikke. Om lidt ville de stå der. De ville stå der med deres spørgsmål, og han ville ikke kunne komme væk; ikke mere. Fængsel! Han ville ikke tilbage. Forsøgte igen, men nej,

Du ligger noget uroligt. Pas på, du ikke hiver noget ud.”, det var de blå øjne igen.

Jamen jeg …”

Du er ikke helt klar i hovedet endnu. Bedøvelsen skal lige fortage sig. Det er bedst, hvis du ligger stille. Om en halv time kan vi forsøge at få dig op at sidde. Vil du have lidt at drikke?”

Ikke klar? Hun skulle fanden. Så klar havde han ikke været længe. Haiti! Sarah! Den mørke, varme hud; de brune øjne, der spottede; det mørke, varme blod. Tremmerne, årene, der ikke ville gå, der ikke ville komme; og så skælvet, jorden, der rystede, muren, der faldt; flugten, turen i skibslasten, hjemmet, der ikke var mere, faderen …

Vi skal for resten lige have nogle informationer af dig, når du kan. Har du nogle pårørende? Vi har ikke kunnet finde noget om familie i systemet, men der er vel nogen, vi kan …”

Familie? Nej … jo, min far …”

Din far siger du. Jamen han … din far er jo død…”

De ved det.

”… for adskillige år siden. Kan du ikke …? Han døde faktisk her på hospitalet; det har vi i systemet.”

Systemet? Det gjorde for ondt. En dør gik op et sted. Han lukkede øjnene, gled ind igen: Sarah!

 

Du er den sidste, vi skal have snakket med. Du var godt nok svær at få støvet op.”

De to betjente havde sat sig ved siden af sengen. Den ene, kvinden, tændte for en båndoptager eller hvad det var.

Ved du, hvad vi vil tale med dig om?”, spurgte den anden betjent, en lidt ældre mand med rødt fuldskæg.

Det vidste han ikke. Eller …

Du kom med Tahoma fra Haiti, ikke sandt, til København for 14 dage siden. Vi har ellers talt med alle fra besætningen, og ingen af dem har set noget. Måske kan du forklare os, hvad der skete om bord.”, det var den yngre kvinde, der førte ordet, lidt omstændeligt syntes han. Hvorfor ikke bare komme til sagen?

Hvad der skete?”

Ja. Vi fandt en død mand i lasten. Hvad kan du fortælle os om det?”, nu var det ham med skægget, der talte.

En død mand?”

Skægget nikkede.

Det ved jeg s’gu ikke noget om. Hvorfor tror I …?”

Nej, vi undrer os også. Undrer du dig ikke?” spurgte han sin makker, der ivrigt noterede, “der mangler jo heller ikke nogen af besætningen, så … ”

Hvem …?”

Ja hvem?” den skæggede så skarp ud nu, ”en blind passager, måske? Ved du noget om det? Om blinde passagerer?”

Nej, det gør jeg ikke. Hvorfor skulle jeg …?”

Du har heller ikke hørt om en dansker, der slap ud af fængslet i Port au Prince under jordskælvet?” han snoede en rød overskægsnip om sin pegefinger.

Der var kaos for helvede. Der var sikkert mange, der slap ud af hvad som helst. Hvorfor spørger I om det?”

Nå måske,” sagde kvinden, som ikke havde sagt sit navn, ”måske fordi det ser ud til, at det var ham, vi fandt i lasten. Men det kender du så ikke noget til?”

Nej. Men I ved altså, hvem det var?”

Ja,” fortsatte kvinden og bed kuglepennen i enden, ”det fremgik af hans papirer.”

Men hvorfor så …?”

Åh, vi tænkte bare, at måske vidste du mere om det,” tog finurlige rødskæg over.

Jamen, er der tale om …?”

Om drab?” han så væk, “drab?  “Nej,” sukkede han,” formentlig ikke. “ikke noget, vi kan påvise i hvert fald.” Skægsnippen buede sig nedad. “Han lå i en trækasse på meget lidt plads. Er formentlig blevet kvalt, staklen,” han så pludselig meget træt ud. ” Så hvis du ikke kan bidrage med mere, lukker vi nok sagen.”

Ja,” sagde den navnløse og smilede nu forstående, ”tænk at slippe ud af fængsel efter så mange år for at komme af dage så usselt. Hans far er i øvrigt indlagt her på intensiv efter et groft overfald. Sikkert de der rumænere, der bryder ind hos gamle mennesker og … Hvad med dig? Du har da heller ikke været for heldig, hvad?”

Faldt ned ad en trappe. Havde nok fået lidt over … må jeg spørge om noget?”

Ja.”

Hvad hedder du?”

Hanne,” svarede hun, ”Hanne Bak.”

Hun smilede igen. Han satte sig lettet op. Skævede til sengebordet, hvor tegnebogen med hans papirer lå. Den skæggede tog sig til kasketten og hilste kort idet han lukkede døren efter sig.

God bedring, Andersen.”

Drænene kommer ud i morgen. Alt er godt. Intensiv? Gad vidst …?

————-

Det havde trukket ud med det sidste dræn; uventede komplikationer havde de kaldt det ( jeg skal gi’ dem uventede komplikationer!), men nu sad han der. Det havde ikke engang været svært at snige sig ind ( de skulle passe bedre på deres patienter, skulle de!). Faderens ansigt var blegt, ophovnet, ned i halsen krummede sig som et sværd det gummirør, som maskinelt pffssst gong forsynede ham med luft: det ville være let. Alt for let at … men han kunne ikke. Han sad længe og betragtede det blege fjæs; et grønligt skær fra apparaterne over hovedgæret pixellerede hen over det i takt med respiratorens insisterende rytmer.

Far,” han lænede sig indover ham, helt ned til øret, ”jeg ved, du kan høre mig, gamle søulk. Jeg blev ligesom dig. Jeg ville ikke, men jeg blev ligesom dig.”

En vandhane dryppede et sted: rungen af dråber mod metal. Han satte sig igen. Nu kom det, det hele. Han talte og blev ved at tale. Om moderen, ”min Sarah”, som han, faderen, havde sejlet hjem fra det sorte Haiti, som han, faderen, havde plaget, hånet, tævet og til sidst taget livet af. Om den forbandede grammofonplade, han, faderen, havde spillet igen og igen uden at fortrække en mine: ”sorte … fra Sahara,” om sin egen rejse til Haiti, til ”min Sarah”, ja ”min Sarah siger jeg, fatter du det?” Om det spottende blik, det mørke blik, Sarahs blik, og det uundgåelige, der bare kom over ham, som han ikke kunne styre, hans hænder, som … Om fængsel, fortvivlelse, om at være blevet alt det, man allerhelst ikke ville, om alt …

Hvad laver du her, Andersen? Du er da … sig mig er du konfus? Du må aldeles ikke …”

Sarah, blå øjne, hvad laver hun her? Blå øjne, der hastigt slukkes.

Mulatten har talt. Mulatten kan gå.

Han var på vej til havnen. Faderen ville ikke snakke, hvis han nogensinde fik organet igen; han skulle nok holde kæft, det gør vi sømænd. I morgen ville aviserne være fulde af ”Sarahmorderen stadig på fri fod” . ”Endnu et offer”. ”Sygeplejerske kvalt på hospital”. Sarahmorderen! Man bli’r, hvad man er. Han fløjtede: ”… fra Sahara”

Snart ville han være tilbage. Der er altid plads i lasten, man skal bare finde det rigtige skib. Tilbage i Haiti. Wellcomme mr. Andersen. This your first trip to …. Jeg skal gi’ jer trip to!

Det var nat. Stille, sort nat. Det gjorde ondt i siden, men det blev snart bedre. Han havde ikke haft det så godt, så længe, han kunne huske. Et sted kunne man bag en klaprende dør svagt høre nogen nynne: ”… det’r ham man møder på gaden hver dag. Larsen nynnede med. De gamle sange. Dem kan ingen tage fra os. Ingen.

 

 

Sangen om Larsen 4

Du er den sidste, vi skal have snakket med. Du var godt nok svær at få støvet op.”

De to betjente havde sat sig ved siden af sengen. Den ene, kvinden, tændte for en båndoptager eller hvad det var.

Ved du, hvad vi vil tale med dig om?”, spurgte den anden betjent, en lidt ældre mand med rødt fuldskæg.

Det vidste han ikke. Eller …

Du kom med Tahoma fra Haiti, ikke sandt, til København for 14 dage siden. Vi har ellers talt med alle fra besætningen, og ingen af dem har set noget. Måske kan du forklare os, hvad der skete om bord.”, det var den yngre kvinde, der førte ordet, lidt omstændeligt syntes han. Hvorfor ikke bare komme til sagen?

Hvad der skete?”

Ja. Vi fandt en død mand i lasten. Hvad kan du fortælle os om det?”, nu var det ham med skægget, der talte.

En død mand?”

Skægget nikkede.

Det ved jeg s’gu ikke noget om. Hvorfor tror I …?”

Nej, vi undrer os også. Undrer du dig ikke?” spurgte han sin makker, der ivrigt noterede, “der mangler jo heller ikke nogen af besætningen, så … ”

Hvem …?”

Ja hvem?” den skæggede så skarp ud nu, ”en blind passager, måske? Ved du noget om det? Om blinde passagerer?”

Nej, det gør jeg ikke. Hvorfor skulle jeg …?”

Du har heller ikke hørt om en dansker, der slap ud af fængslet i Port au Prince under jordskælvet?” han snoede en rød overskægsnip om sin pegefinger.

Der var kaos for helvede. Der var sikkert mange, der slap ud af hvad som helst. Hvorfor spørger I om det?”

Nå måske,” sagde kvinden, som ikke havde sagt sit navn, ”måske fordi det ser ud til, at det var ham, vi fandt i lasten. Men det kender du så ikke noget til?”

Nej. Men I ved altså, hvem det var?”

Ja,” fortsatte kvinden og bed kuglepennen i enden, ”det fremgik af hans papirer.”

Men hvorfor så …?”

Åh, vi tænkte bare, at måske vidste du mere om det,” tog finurlige rødskæg over.

Jamen, er der tale om …?”

Om drab?” han så væk, “drab?  “Nej,” sukkede han,” formentlig ikke. “ikke noget, vi kan påvise i hvert fald.” Skægsnippen buede sig nedad. “Han lå i en trækasse på meget lidt plads. Er formentlig blevet kvalt, staklen,” han så pludselig meget træt ud. ” Så hvis du ikke kan bidrage med mere, lukker vi nok sagen.”

Ja,” sagde den navnløse og smilede nu forstående, ”tænk at slippe ud af fængsel efter så mange år for at komme af dage så usselt. Hans far er i øvrigt indlagt her på intensiv efter et groft overfald. Sikkert de der rumænere, der bryder ind hos gamle mennesker og … Hvad med dig? Du har da heller ikke været for heldig, hvad?”

Faldt ned ad en trappe. Havde nok fået lidt over … må jeg spørge om noget?”

Ja.”

Hvad hedder du?”

Hanne,” svarede hun, ”Hanne Bak.”

Hun smilede igen. Han satte sig lettet op. Skævede til sengebordet, hvor tegnebogen med hans papirer lå. Den skæggede tog sig til kasketten og hilste kort idet han lukkede døren efter sig.

God bedring, Andersen.”

Drænene kommer ud i morgen. Alt er godt. Intensiv? Gad vidst …?

Sangen om Larsen 3

Nå, er du vågen?”

Han kiggede lige op i en stor lampe i loftet. I næseborene var der noget, der kradsede. I baggrunden højrøstet snakken og skramlen af noget metallisk. Han så ned ad sin arm, så på en plastikslange, der løb ned mod et eller andet, der stak i hånden. I venstre side fornemmedes noget, der stak ud fra ribbenene.

Jeg hedder Sarah. Jeg er din sygeplejerske. Er du ved at komme til …?” Hun rettede på noget mens hun talte, skævede til væggen bag ham, ”Vi skal lige have målt dit blodtryk.”

Hvor er jeg?”

På opvågningen. Det var en længere operation. Det, du mærker i siden, er et dræn. Milten var sprængt og din lunge punkteret; der var en stor blodansamling, som de måtte tømme ud. Godt, du kom ind i tide … men nu ser det helt godt ud.”

Hendes blå øjne strejfede hans blik, trøstende, den travle hånd berørte hans: Sarah!

Hvornår … hvordan kom jeg ind, jeg … husker ikke … hvem …?”

Det ved jeg ikke så meget om. Lægerne kommer snart, men de har jo travlt. Der er også noget med nogle betjente, som vil tale med dig, men det må vente, indtil … Jo, dit blodtryk er helt i orden; som en ung mand.” Ung? Sarah!

Jeg kendte engang en, der hed …” det gjorde for ondt. Han lukkede øjnene, gled ind i mørket: Sarah! Så slog han øjnene op: betjente? Pludselig huskede han. Sygeplejersken var gået videre til den næste. Han forsøgte at komme ud af sengen, men det gik ikke. Om lidt ville de stå der. De ville stå der med deres spørgsmål, og han ville ikke kunne komme væk; ikke mere. Fængsel! Han ville ikke tilbage. Forsøgte igen, men nej,

Du ligger noget uroligt. Pas på, du ikke hiver noget ud.”, det var de blå øjne igen.

Jamen jeg …”

Du er ikke helt klar i hovedet endnu. Bedøvelsen skal lige fortage sig. Det er bedst, hvis du ligger stille. Om en halv time kan vi forsøge at få dig op at sidde. Vil du have lidt at drikke?”

Ikke klar? Hun skulle fanden. Så klar havde han ikke været længe. Haiti! Sarah! Den mørke, varme hud; de brune øjne, der spottede; det mørke, varme blod. Tremmerne, årene, der ikke ville gå, der ikke ville komme; og så skælvet, jorden, der rystede, muren, der faldt; flugten, turen i skibslasten, hjemmet, der ikke var mere, faderen …

Vi skal for resten lige have nogle informationer af dig, når du kan. Har du nogle pårørende? Vi har ikke kunnet finde noget om familie i systemet, men der er vel nogen, vi kan …”

Familie? Nej … jo, min far …”

Din far siger du. Jamen han … din far er jo død…”

De ved det.

… for adskillige år siden. Kan du ikke …? Han døde faktisk her på hospitalet; det har vi i systemet.”

Systemet? Det gjorde for ondt. En dør gik op et sted. Han lukkede øjnene, gled ind igen: Sarah!

Sangen om Larsen 2

”Det vrimler med politi derude. Hvad sker der?” Den unge mand trak døren til og gik op mod disken.

”Du skal vist ikke sidde her længere,” hviskede damen og vendte øjnene mod døren, ”har du et sted at være?”

Han skævede op fra kaffekoppen og rystede på hovedet.

”Kan du nøjes med en hjørnesofa?”

Selvfølgelig kunne han det. Selvfølgelig skulle han ikke sidde der mere. De skred ned ad en sidegade; hørte en ambulances udrykningshorn; den standsede lidt væk, hvor politibilerne allerede holdt og et par betjente afspærrede vejen. Hun boede på 2. sal. Der var stille her. Den kom vist for sent, den ambulance.

”Hvad hedder du?” spurgte han, da de havde sat sig og trukket for. Hendes stue var mørk og varm. Der var et bord, et par stole og en noget ramponeret hjørnesofa, men det var fint. Helt OK!

”Sarah,” svarede hun, ”vil du ha’ den dram nu? Og en øl måske?”

”Øh, ja … Tak. Tak, ja!” Sarah, tænkte han. S..r…t… hee, det gjorde for ondt; han hostede og holdt sig i siden. Drammen kom, gled ned i et gøp. Kapslen bed han af og skyllede efter med lunken pilsner. Hun var s’gu ikke meget yngre end ham, når det kom til stykket. Han skævede til døråbningen med det røde forhæng: sovekammeret. Ja, selvfølgelig. Hvad ville hun med ham?

”Penge har jeg ikke nogen af. Håber ikke, du …”

”Du ligner s’gu ikke ligefrem en million, hvis det er det, du tror. Men en hjørnesofa er en hjørnesofa, og en røvtur en røvtur. Hvad fanden har du haft gang i?”

”Gang i? Det skete s’gu bare. Jeg ville have snakket med ham, men han stod bare der i døren og gloede dumt. Så slog jeg. Ham. Døren. Væggen. Slog til han faldt. Slog … slog.” Han løftede de blodige hænder og så på stift på dem.

”Jeg må s’gu være faldet ned ad trappen, da jeg løb væk; det gør i hvert fald ondt.” Han tog sig igen til siden som ville han samle ribbenene.

”Det ser ikke for godt ud med alt det politi. Du er godt klar over, at han må være …?”

”Ja. Ja det … det ser sådan ud. Hvad f … gør jeg? Det var jo ikke meningen. Selvom han … det skal guderne … eller fanden må det være …”

Det bankede på døren. Hun gik ud og åbnede på klem. Stod lidt og hviskede med en eller anden. Kom tilbage og så underlig ud i hovedet.

”De siger …” hun stoppede og så lige på ham, ”de siger, det er en kvinde, der … af pigerne … en af de sorte. Hun er død.”

Han skævede til hende; til hjørnesofaen; så til hende igen. Hun stod med mobiltelefonen i hånden.

”Jeg tror, du skal gå nu,” sagde hun og bakkede væk fra døren, som stadig stod på klem. Den lukkede med et klik.

Sangen om Larsen

 

Tekst 1.

 

 

Larsen kom tre stykker sukker i kaffen og rørte rundt. Han så sig om efter en jukeboks. Lyset faldt fladt gennem den halvt åbne dør; et par unge mennesker var netop gået ud, havde ikke lukket døren efter sig. Nu stod den lidt og blafrede, knirkede, begyndte at lukke sig, klikkede halvt i og begyndte at klapre rytmisk i og op, som om den ikke kunne beslutte sig. Der var ingen jukeboks. Lidt stille musik lød i cafeens små højttalere, som han ikke kunne se, men de måtte jo være der. Han havde altid elsket at gå op til jukeboksen, smide lidt penge i og omhyggeligt vælge et Elvis-nummer, helst det nyeste. Det her var noget andet; noget helt andet. Han slubrede til kaffen. En yngre dame vendte sig mod ham, vendte sig igen og så bort. Han slap koppen, løftede hånden og så på de blodige knoer.

 

Han havde lyst til en dram. Det var tidligt på dagen, men hvad fa’en? Nå, Okay, så det var altså en kaffebar, og de serverede ikke … nej, gudbevares, godt-ord-igen! Grinede hun, damen? Så lad hende. Grin du bare min tøs!

 

Han slubrede igen lidt til kaffen; den skulle vare længe. Spurgte om de havde noget andet musik. Det havde de ikke. Var det noget jazz eller hvad? I hvert fald en dame, sort måske, der sang. Sort. Kaffesort, tænkte han, og klukkede lidt indvendigt, men det gjorde ondt. Ondt i ribbenene. Måske var de brækket. Sorte Sarah fra Sahara, tænkte han, og så gjorde det ondt igen.

 

 

Tekst 2.

 

 

Måske skulle han ringe? En ambulance, måske? Hvad nu hvis …?

 

”Æh, er der en telefon, man kan låne?”

 

Der blev rystet på hovedet.

 

”Har du ikke en mobil?” spurgte manden bag disken. Diskmanden, hæ, hæ, … av for fanden.

 

Der var heller ingen telefonbokse. Længe siden, de var fjernet. Nå, hvor har du været – længe væk, nå, nå, ja alting forandret og en masse andre spørgsmål. Haiti? Ser man det?

 

Damen ville låne ham sin telefon, mobiltelefon, men hvad skulle det nytte. Sender s’gu en brevdue. Eller en nødraket.

 

”Du skulle nu gøre noget ved den hånd,” sagde damen. ”Skal jeg ringe for dig? Ringe til nogen?”

 

”Æh, det var en ambulance, æh, det var det …”

 

”Ja, du ser herrens ud,” sagde damen, ”skal du til skadestuen?”

 

”Herrens ud, hæ, hæ, … av for hel … så sku’ du s’gu bare se den gamle .. he, he … for satan!”

 

Skadestuen. Nej for satan. Tænk hvis han var …?

 

Hun ringede op og holdt telefonen hen til ham. Han fik fremstammet noget om et overfald, gammel mand, æh ja, min far, æh, ligger der i sit eget … Hvad han hedder, ja, og adressen, ja. Kommer i så? Godt.

 

Damen satte sig foran ham. Hun var nok ikke så ung alligevel.

 

”Hvad søren er det med dig,” spurgte hun ind i hans øjne. Han ville slå dem ned, men kunne ikke.

 

 

Skitse til plot:

 

 

Larsen er en sømand, der længe har siddet fængslet på Haiti for mord på en ung kvinde, han havde forelsket sig i, men som snød ham. Under jordskælvet blev fængslet ødelagt, og han slap ud. Hjemme i Danmark opsøgerhan sin familie. Kun faderen lever. Han erfarer, at moderen er død af druk efter at faderen har mishandlet hende i årevis. Et opgør med faderen ender i slagsmål. Nu sidder han på kafeen. Hvad nu?